Alle indlæg af Web-master

Nibe Grundejerforenings 100 års jubilæumsskrift

Klik her for at se hele jubilæumsskriftet

Forord fra Nibe Grundejerforenings 100 års jubilæumsskrift

”Om hundrede år er alting glemt” skrev Knut Hamsun i ”Det vilde kor” – det passer nu ikke helt.
Nibe Grundejerforening blev stiftet 15.oktober 1913 og i dag er den nok mere levende og kendt, end man havde forventet for 100 år siden.
I mellemtiden er der sket meget i Nibe og Danmark. Vi har bl.a. oplevet 2 verdenskrige, stiftelsen af NATO, afslutningen på den Kolde krig, et årtusindeskifte og 2 kommunesammenlægninger først med Vokslev og derpå med Aalborg. Grundejerforeningens stiftere udtrykte i Aalborg Tidende, at ”En grundejerforening bør man
altid have” og deri er den nuværende bestyrelse helt enig.
Vi kan ikke, uden at stå sammen i forening, gøre os forhåbning om, at kunne få noget indflydelse i en så stor kommune, som Aalborg ift. vores behov og ønsker i Nibe.
I disse år er vi derfor involveret i, at udvikle byen både med hensyn til forretningsliv, gågade, stilleveje, stier, torve og pladser, så Nibe forbliver en dejlig by at leve i og gæste som turist.
Men sandelig da også i at få fibernettet lagt ud til alle de medlemmer, der ønsker det, således at vi kommer med på informationsmotorvejen.
Foreningen går forrest og har nu lavet egen hjemmeside – brug derfor fremover www.nibegrundejerforening.dk flittigt. Her vil nyheder og tiltag fremover løbende komme medlemmerne til gavn.
Medlem af Grundejerforeningen, Jan Dalsgaard har velvilligt stillet tid og viden til rådighed og skrevet dette hæfte om Foreningens første 100 år. Tak til Jan for den store indsats og god
fornøjelse til læserne med hæftet.

I håbet om at Nibe Grundejerforening vil vokse og gøre endnu mere gavn, ønsker jeg foreningen tillykke med de første 100 år.
Kim Broberg
formand”

Klik her for at se hele jubilæumsskriftet

Generalforsamling 2/3 2022

Referat af generalforsamling i Nibe Grundejerforening, onsdag den 2. marts 2022.

Sted: Nibe Vokslev Sognegård, Kirkestræde 6, 9240 NIbe

Tilstede fra bestyrelsen var Kjeld W Jensen, Svend Christensen, Alex Villadsen og Niels Erik Smith

 

1: Valg af Dirigent

Jørn Aabye blev valgt til dirigent.

2: Aflæggelse af beretning

Formanden aflagde sin beretning. Foreningen tæller 98 medlemmer mod 118 i 2019. Dette tilskrives arrangementet omkring kloakering der gav en del nye medlemmer og for ringe aktivitet under corona, hvor der de seneste 2 år været lav aktivitet. Sidste generalforsamling var i efteråret 2020 og generalforsamlingen valgte bestyrelsen at aflyse. Formanden bad om forsamlingens godkendelse heraf hvilket blev givet. Foreningen følger udviklingen i separatkloakeringen og vil følge dette op med information til medlemmerne i efteråret – evt. afholdelse af et opfølgende møde på det sidst afholdte med kloakforsyningen i 2019. Ud fra de oplysninger der foreligger pt. Bliver det først i 2028 der tages fat på den gamle bydel. Det er bestyrelsens opfattelse at der bør tages kontakt til eksempelvis Nibe Handelsforening og andre interessenter for at forløbet med kloakering kan gennemføres til mindst mulig gene for beboere og erhvervsdrivende.

Formanden kom også rundt om vinduessagen fra Lønstrup. Her har ejeren af et hus vundet en sag over kommunen hvor der var isat plastvinduer i huset selv om lokalplanen sagde noget andet. Sagen har betydning for Nibe idet vi har lokalplan 88, også kaldet bevaringsplanen, der beskriver forskellige materialevalg for husene i den gamle bydel. Foreningen vil tage kontakt til forvaltningen for at følge op på hvordan dette fremover vil blive håndteret.

Trappe ved gl. Danske Bank blev nævnt idet foreningen har fået nogle henvendelser efter den af den nye ejer er blevet lukket. Foreningen har kontaktet ny ejer der ikke ønsker at genåbne den af frygt for at nogen skulle falde på trappen og han således vil være ansvarlig herfor. Foreningen undersøger nærmere og tager igen kontakt til ejer om der kan findes en løsning.

 

 

 

 

 

3: Fremlæggelse af revideret regnskab.

Niels Erik Smith fremlagde og gennemgik regnskabet i kassererens fravær. Regnskabet udviser et driftsresultat på kr. 6.842,03, men viser også samtidig at vi har måttet betale minusrenter i banken da en del af foreningens formue står kontant. Ligeledes har der været et kurstab på aktiebeholdningen hvilket skyldes Danske Bank aktiens noget turbulente udvikling, hvilket bestyrelsen i øvrigt mener nok skal rette sig. Blandt andet som følge af det positive driftsresultat er foreningens egenkapital pr. 31. december 2021 blevet forøget til kr. 132.675,48.

Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.

4: Valg af bestyrelsesmedlemmer

På valg var Formanden Kjeld W. Jensen og bestyrelsesmedlem Niels Erik Smith. Kjeld W Jensen ønskede ikke genvalg og til bestyrelsen blev nyvalgt Jørn Aabye og genvalgt Niels Erik Smith.

Desuden nyvalgtes Knud Lie Nielsen som suppleant i stedet for Jan Dalsgaard, der ikke ønskede genvalg.  Peter Stoffersen genvalgtes som revisor.

5: Fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslog en fastholdelse af kontingentet på 75 kr. hvilket blev vedtaget.

6: Behandling af indkomne forslag.

Der var ikke indkommet forslag til behandling under dette punkt.

7: Eventuelt.

På spørgsmål fra Jan Dalsgaard tilkendegav bestyrelsen, at den vil overveje, om bestyrelsessuppleanterne fremover skal deltage i foreningens bestyrelsesmøder.

Inger Poulsen nævnede nogle problemstillinger, som hun gerne ønskede taget op med Aalborg kommune, men som måske mere hører under Nibe Samråds virkeområde. Hun omtalte således et ønske om belysning på stien foran Nibe bogstaverne og opsætning af bænke på cykel/gå ruten ad den gamle jernbane mod Halkær. Inger Poulsen gjorde endvidere opmærksom på den store trafikbelastning på Parkvej/Anlægsvej.

I tilslutning til en debat om de trafikale problemstillinger blev det nævnt, at der af Nibe Udviklingsråd er fremlagt forslag til en omfartsvej, der blandt andet vil kunne fjerne en del af trafikbelastningen på Parkvej/Anlægsvej. Fra grundejerforeningens bestyrelse blev det tilkendegivet, at man vil vurdere, hvordan grundejerforeningen skal bidrage til det forestående arbejde med en revision af Nibe byudviklingsplan,  hvor bl.a. de trafikale problemstillinger i byen utvivlsomt bliver et tema.

Dirigenten og Kjeld Jensen takkede for fremmødet og erklærede herefter generalforsamlingen 2022 for afsluttet.

Referat af bestyrelsesmøde d. 21/3-2022

Tilstede:         Den samlede bestyrelse

Punkt 1:

Det blev vedtaget at fastlægge bestyrelsesmøder ca. et år frem. Følgende datoer blev fastlagt:

2/5 kl. 19.00 ved Jørn, Kildegade

15/8 kl. 19.00 ved Niels Erik, Priorgade 3

21/11 kl. 19.00 ved Alex, Skalhøje 99.

Kommunikation med medlemmer blev debatteret. Der var enighed om ikke at anvende facebook, da det dels er tidskrævende  men også let kan give en masse ”unødig fnidder”. Det blev i stedet vedtaget at udsende korte nyhedsbreve til medlemmerne via mail da vi har mailadresser på hovedparten af medlemmerne. I forbindelse med gennemgang af hjemmesiden blev det vedtaget at foreningen skal have en formel mailadresse hvor medlemmer også kan kontakte foreningen. Dette ser Svend og Jørn på i forbindelse med overlevering af hjemmeside administration mv. fra tidligere formand.

Punkt 2:

Betyrelsen konstituerede sig som følger på kort møde den 9. marts-2022:

Jørn Aaby                             Formand

Svend Christensen                Næstformand

Christian Sondrup                 Kasserer

Niels Erik Smith                    Sekretær

Alex Villadsen                       Bestyrelsesmedlem

Herforuden som suppleant:

Peter Stoffersen

Knud Lie Nielsen

Omkring suppleanters deltagelse i bestyrelsesmøderne er det bestyrelsens holdning at suppleanter ikke deltager men at de i specifikke relevante sager kan inviteres med til møderne. Referater tilsendes den samlede bestyrelse incl suppleanter.

Punkt 3:

1: Svend og Jørn sørger for overlevering af hjemmeside mv. fra tidligere formand. Der var enighed om at vi skal gå hjemmesiden igennem og evt. lave nødvendige tilretninger for at den dels er nutidig og dels opfylder det aktuelle behov – også i relation til henvendelse fra vore medlemmer.

2: Niels Erik forsøger at afdække køreplanen for revisionen af byudviklingsplanen i forbindelse med rådmandens indlæg på erhvervsrådets generalforsamling. Jørn tager det op på samrådets generalforsamling og spørger ind til involvering herfra. Der var enighed om at det kunne være en ide at lave en gruppe på tværs af de lokale interesseorganisationer til at følge arbejdet og komme med input hertil.

3: Niels Erik prøver at kontakte kloakforsyningen for at få en status på arbejdet herunder en revideret tidsplan. Her vil de ligeledes være formålstjenligt med en følgegruppe på tværs af foreningerne, bl.a. Nibe Handelsforening.

4: Her udspandt sig en længere snak om foreningens naturlige dækningsområde og om vi skulle gøre en indsats for at hverve nye medlemmer. Der var enighed om at vi bl.a. gennem øget synlighed som minimum skal fastholde det nuværende medlemstal og gerne øge en smule. Der var også enighed om at foreningens hovedvirke ligger i det centrale gamle Nibe.

Punkt 4:

Niels Erik vil forsøge at få et møde i stand med rådmanden for By,- og landskabsforvaltningen hvor forholdene omkring Nibe midtby kan drøftes. Det er en naturlig forlængelse og opfølgning af tidligere afholdt møde med forvaltningen men nu hvor der er nye personer på posterne er det vigtigt at følge op.

Der var i denne forbindelse enighed om at et af foreningens erklærede mål skal være at arbejde for at bevare Nibes gamle midtby, smukke struktur og de historiske bygninger og miljøer i overensstemmelse med bevaringsplanen (lokalplan 88).

Punkt 5:

Her var der ingen aktuelle sager eller henvendelser fra medlemmerne. Dog var der spørgsmålet fra generalforsamlingen om trappen fra Sønderbakken ned til tidligere Danske Banks p-plads og den ”i stå satte” genopbygning af den tidligere farvehandel.

Alex kontakter begge bygherrer for at få en status/afklaring.

Punkt 6:

Der var ingen punkter under evt.

Refernt

Niels Erik Smith